CV med international erfaring

I en verden der stadig bliver mindre, vil du som maskinmester ofte komme ud for at skulle begå dig i international sammenhæng både sprogligt og kulturelt. Et udlandsophold vil give dig nyttige erfaringer med hjem og samtidig vil du få en masse fantastiske oplevelser og udvikle dig personligt. Du får et unikt indblik i et andet lands kultur og får øjnene op for, hvordan andre mennesker lever. 

Du får indblik i en anden virksomhedskultur og nye måder at løse problemer på, hvilket er en værdifuld erfaring i et stadigt mere internationalt miljø i virksomhederne.

Værkstedspraktikken og Bachelorpraktikken vil give dig et indgående kendskab til virksomheden, og du får således også et godt netværk, som kan være til gavn, når du skal søge job efter endt uddannelse. Under alle omstændigheder er det en god kompetence at have været i udlandet under studiet.

Du kan gennemføre dine praktikperioder i udlandet - enten ved et udenlandsk firma eller hos et dansk firma med udenlandske aktiviteter. Du kan således også vælge at skrive dit bachelorprojekt i samarbejde med virksomheden.

Det er din egen opgave at skabe kontakt til en udenlandsk eller dansk praktikvirksomhed og du skal være forberedt på at det kan kræve en del forarbejde. Men som du også kan læse under "Studerende fortæller" så er oplevelserne og udbyttet stort når man kommer afsted.