Magnus Gislason og Morten Risom skal i efteråret 2008 i bachelorpraktik på Masanga hospitalet i junglen i Sierra Leone i Vestafrika. Her skal de være med til at udarbejde en energiplan for hospitalet for de kommende 10 år
Sådan fik vi ideen
2 medicinstuderende, som vi bor på kollegium med, skulle til et orienteringsmøde om mulighederne for turnus i udlandet, og vi syntes at det lød spændende og tog med. Her hørte vi om foreningen Masangas Venner, der arbejder for at få et hospital inde i junglen op at stå igen. Hospitalet har været lukket og rippet for alt på grund af en langvarig borgerkrig i landet og der arbejdes ihærdigt på hurtigst muligt at få hospitalet på benene igen.
Vi syntes begge at det lød rigtig spændende og langsomt voksende ideen frem, med at vi kunne tage af sted sammen med de to medicinstuderende og så bruge praktikopholdet som baggrund for vores bachelorprojekt. Det blev til en række møder med foreningen bag projektet og de kunne godt se ideen i at få to maskinmesterstuderende derned i en periode for at gøre brug af vores viden.
Vi skal af sted i starten af juli måned og 3 måneder frem, men inden da skal vi lige have en masse vaccinationer og papirer på plads – og så skal vi selvfølgelig også lige have bestået vores eksamener i 5. semester.
I kan læse mere om vores tur når vi kommer af sted, men indtil da kan I finde mere om projektet på www.masanga.dk

